Til minde om Andrew Reisse

Den 30/05/2013 mistede vi Andrew Reisse, en meget kær ven og medstifter af vores tætte Oculus-familie.

Andrew var en fremragende computergrafikingeniør, en entusiastisk fotograf(1) og vandrer, der elskede naturen, og en loyal ven. Andrew var enestående på mange interessante måder. Han var utrolig rar og aldeles uselvisk. Han var mentor og en inspiration for alle omkring ham.

Nogle af os har kendt Andrew siden universitetet og har arbejdet sammen med ham hos flere virksomheder. Det begyndte med Scaleform i Maryland, som han var med til at starte i en alder af 19 år, derefter hos Gaikai i Aliso Viejo, hvilket bragte ham til Californien, og til sidst hos Oculus, hvor han var medstifter og chefingeniør.

Andrews bidrag spænder vidt og bredt i videospilbranchen. Hans kode er indlejret i tusindvis af spil, der spilles af millioner af mennesker i hele verden.

Før Oculus

Mens han læste datalogi ved University of Maryland College Park, endte han med at dele kollegieværelse med Michael Antonov i andet semester. Han elskede spil, men elskede i højere grad teknologien bag dem. Han lavede for sjov sit eget 3D-gengivelsesapparat, der kunne indlæse Quake-kort. Samme år mødte de to Brendan Iribe og satte sig for at lave et UI-system for spiludviklere, der første gang blev anvendt i Civilization IV og senere blev til Scaleform GFx, som bruges af tusindvis af videospil.

Andrew var fritænker og stod ved sine meninger og idealer. Han var imod virksomhedsaftaler, der begrænser en medarbejders evne til at bidrage til open source-sideprojekter. Da Autodesk krævede, at han underskrev sådan en aftale, valgte Andrew i stedet at slutte sig til Brendan hos skystreamingvirksomheden Gaikai i Californien. Michael og Nate sluttede sig til Andrew og Brendan efter en uge, og teamet arbejdede på Gaikais skygamingplatform og SDK, indtil de startede Oculus. Imens fortsatte Andrew sit arbejde på open source-projekter.

Hos Oculus

Andrews præg på den software og hardware, vi har udviklet hos Oculus, er grænseløst. Han førte an i forbindelse med Oculus SDK, Unreal Engine-integrationen, Hawken VR og næsten hver enkelt demo, vi har vist siden virksomhedens start. Trods alt hans arbejde pralede han aldrig. Når han ikke programmerede på kontoret, læste han på sit favoritwebsite, slashdot.org, eller hjalp andre teammedlemmer med brainstorming og innovation.

Han troede på det, vi skabte, og pressede altid teamet til at blive bedre, end vi troede, vi kunne blive.

Andrew blev taget fra os længe før sin tid. Det kan ikke udtrykkes med ord, hvor meget han er savnet, eller hvor meget vi føler med hans familie.

Andrew, du vil altid være i vores tanker og bliver aldrig glemt. Vi elsker dig, Reisse.

(1) Andrews fotos kan ses på www.reisse.net.

Brev fra Andrews familie

Som forældre og bror til Andrew vil vi gerne udtrykke vores taknemmelighed for alle kondolencerne og alle de venlige ord fra alle verden over. Reaktionen på tabet af Andrew har været overvældende. Brendan, Mike og hele Oculus-teamet har på alle måder været helt utrolige i deres støtte. Vi sender vores kondolencer for deres forfærdelige tab og kan forsikre dem om, at de har vores fulde respekt, beundring og taknemmelighed, og vi ønsker dem det bedste fremover på deres kontinuerlige vej fremad.

Dana, Bob og Ben

Foretag en donation

Dette legat er blevet oprettet til minde om Andrew af Oculus VR, LLC og hans forældre, Dr. Robert, årgang '70 og '76, og Mrs. Dana Reisse, årgang '73, som mødte hinanden på universitetet i Maryland under deres studier. Bidrag vil gå til legatet for at sikre, at kommende Terps får samme mulighed for at ændre verden, som Andrew fik.

Andrew Reisse var et loyalt medlem af NRDC og en engageret miljøaktivist. Fra 2005 og frem til sin død hjalp han generøst NRDC og deltog i mange af vores ”Save BioGems”-onlinekampagner. Bidrag vil gå til at finansiere praktikpladser på NRDC's kontor i Montana, der fokuserer på beskyttelse af dyreliv og den vilde natur.

Doner nu